Bornholm på en fredag: parallelsamfund og ghettoer

Af: Mikaela v. Freiesleben

Debatter om parallelsamfund og ghettoer fyldte en del på dette års Folkemøde på Bornholm. Især på Folkemødets andendag, hvor jeg var tilstede. Fælles for debatterne var, at der var bred enighed om, at der ér problemer med parallelsamfund, men ingen af debattørerne stillede spørgsmål ved, hvad et parallelsamfund så egentlig ér. Det undersøger jeg i dette blogindlæg ved at se nærmere på den analyse om parallelsamfund, som Indenrigs og Økonomiministeriet udkom med i februar i år.

Fredag den 15. juni 2018, Folkemødets andendag på Bornholm, fylder debatter om parallelsamfund og ghettoer en del. Her tænker jeg ikke på selve Folkemødet som en djøf-ghetto eller et afsondret parallelsamfund, men på debatter, der handler om socialt udsatte boligområder i Danmark, og hvad vi gør eller bør gøre ved dem. På min éndagstur til Allinge tæller jeg mindst ni sådanne debatter eller workshops denne dag, samt en række andre relaterede events. Jeg når forbi fem af dem, der blandt andre inkluderer Inger Støjberg, Søren Pape Poulsen, et par Venstre-borgmestre og et par socialdemokratiske dittoer, en overborgmester, arkitekter, specialkonsulenter, beboere, boligforeninger og sociale aktører i mange afskygninger. Flere af debatterne er interessante og relevante. På trods af uenigheder om, hvordan man skal løse problemerne i de socialt udsatte boligområder, de såkaldte ghettoer, er alle enige om, at der er problemer. Problemer med kriminalitet, med hærværk, med utryghed, med for få krav til forældre, for lave forventninger til børnene, for utidssvarende byggeri. Kort sagt, problemer med integrationen. Og problemet med dét er, at ghettoerne risikerer at udvikle sig til parallelsamfund. Men hvad er egentlig dette parallelsamfund? Og hvem udgøres de af? Det spørger ingen af deltagerne i de mange debatter tilsyneladende om. De er der bare. Svævende uden for samfundet, som de heliumballoner, der svæver over vores hoveder på Folkemødet, uden berøring med hinanden eller med os.

Indtil for nylig havde skiftende regeringer heller ikke stillet spørgsmålet: hvad er et parallelsamfund, og hvem består de af. Det på trods af, at man flittigt har lovgivet om parallelsamfund siden VK-regeringen, med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, udsendte den første ghettoplan i 2004, Regeringens strategi mod ghettoisering. Heller ikke Lars Løkke Rasmussen stillede dette spørgsmål i sin første ghettoplan fra 2010, Ghettoen tilbage til samfundet. Et opgør med parallelsamfund i Danmark, men tog for givet, at de er der, og vi alle sammen ved, hvad der menes med det. Og det ved vi tilsyneladende også. Parallelsamfund er et visuelt meget stærkt begreb, der straks leder tankerne hen på indvandrerghettoer med andre normer og værdier og uden kontakt til det omgivende samfund. Men ingen har opstillet en egentlig definition af begrebet eller undersøgt, om de så rent faktisk findes derude. Derfor var det også positivt, da Økonomi og Indenrigsministeriet i februar i år udsendte analysen, Parallelsamfund i Danmark, hvori de for første gang forsøger at definere, hvad de forstår ved parallelsamfund.

I Allinge denne fredag, hvor solen skinner og fadøllene tappes, sidder jeg i det ene telt efter det andet, og forsøger at komme igennem med spørgsmål til debattørerne om deres brug af begrebet parallelsamfund i lyset af den nye analyse. Det lykkes ikke, der er mange spørgelystne deltagere, og i bussen på vej hjem tænker jeg derfor, at jeg selv må prøve at afklare det. Læser man Økonomi og Indenrigsministeriet analyse står der, at et parallelsamfund består af personer med anden etnisk baggrund end dansk, og at det er ”fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund.” Der er tre forhold i den her definition, som jeg studser over. For det første analysens kriterie om, at et parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler. For det andet, at parallelsamfund udgør et samfund, og for det tredje, at parallelsamfund ikke ønsker at blive en del af det danske samfund. For det første er der det med den mentale eller fysiske isolation. Det er et parameter, som går igen i alle de tidligere ghettoplaner, hvor det ofte hedder, at det er den afsondrede indvandrerghetto, der risikerer at medfører parallelsamfund, idet danske normer og værdier ikke vurderes at kunne trænge ind i disse områder. Dette blev måske stærkest udtrykt af Lars Løkke Rasmussen, da han i forbindelse med lanceringen af ghettoplanen fra 2010, omtalte de såkaldte ghettoer som ”huller i Danmarkskortet” og ”stenørkner uden forbindelseslinjer til det omgivende samfund”. Det er altså den fysiske isolation, der risikerer at medføre parallelsamfund. For at måle denne isolation, opstiller analysen fra februar otte indikatorer på, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere lever isoleret. Disse er blandt andet, at man bor i et boligområde med mindst 25% etniske minoriteter, at man har børn mellem 0 og 4 år, der ikke er i dagtilbud, at man har børn i skole eller dagtilbud, hvor der er mindst 25% børn med ikke-vestlig baggrund og/eller at man er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller en uddannelse. Resultatet af analysen er, at 11.000 familier er berørt af mindst 3 ud af 8 indikatorer, og 17.000 små familier, dvs. familier med 1-3 medlemmer, er berørt af 2 indikatorer. Det vil sige, at i alt 28.000 familier – ud af 180.000 familier med ikke-vestlig baggrund i Danmark – er berørt af mindst 2 ud af 8 faktorer, hvilket svarer til 74.000 personer. Analysen konkluderer derfor, at der er indikationer på, at 74.000 personer i Danmark indgår i parallelsamfund.

Det er dog svært at måle præcis hvor fysisk isolerede disse personer er. Det medgiver analysen også selv. Allerede på side 2 står der, at indikatorerne hver for sig ikke er et godt bud på, hvor mange personer med ikke-vestlig baggrund, der lever isoleret fra det danske samfund, da mange indvandrere og efterkommere, som bor i almene boligområder, er i arbejde eller under uddannelse. Det stemmer overens med forskningen på området, der netop viser, at det er de færreste, der lever totalt isoleret i deres hjem eller boligområde. De fleste mennesker har et liv og en hverdag, der går på tværs af by- og boligområder, når de fx handler, mødes med familie og venner, henter børn i skole eller institution, og tager på arbejde eller uddannelse. Mange af de almennyttige boligområder i Danmark ligger desuden i storbyerne, grænsende op til andre boligområder og kvarterer, der gør det svært at afgøre, præcis hvor grænserne imellem dem går.

I analysen tages der også forbehold for den mentale isolation, idet der står, at i ”sagens natur handler parallelsamfund om det enkelte individs selvopfattelse, identitet og værdigrundlag. Det er mentale aspekter, som er meget vanskelige at afdække. Derfor er det heller ikke muligt at komme med et sikkert bud på, hvor mange personer med ikke-vestlig baggrund, der lever i parallelsamfund”. Det understreges netop i analysen, at man ikke har spurgt de 74.000 personer, der siges at leve i parallelsamfund, hvilke normer og værdier de har. I stedet for tager man udgangspunkt i Indenrigs og Økonomiministeriets Medborgerskabsundersøgelse fra 2017. Denne undersøgelse består af 72 spørgsmål stillet til både nydanskere og folk med dansk oprindelse (deres betegnelser). Spørgsmålene handler om tillid, diskrimination, tolerance, social kontrol mv. Analysen fra februar refererer til fire af disse spørgsmål, som eksempel på, at personer med ikke-vestlig baggrund har egne normer og regler. Fx fremhæves det hvor mange, der føler sig udsat for social kontrol og hvor mange, der mener, at manden er familiens naturlige overhoved. Her svarer flere nydanskere end personer med dansk oprindelse, at de føler sig udsat for social kontrol, og at manden er familiens naturlige overhoved. Til gengæld nævner den nye analyse ikke de spørgsmål, hvor nydanskere svarer mere positivt end ”gammeldanskere”. Fx på spørgsmålet om tolerance, hvor der spørges til viljen til at tildele andre samfundsgrupper de samme rettigheder, som man selv har. Her svarer nydanskere i højere grad end folk med dansk oprindelse, at de vil tilkende andre minoritetsgrupper, som bl.a. religiøse, politiske og seksuelle minoriteter, de samme rettigheder, som de selv har.

For det andet mangler analysen at redegøre for, hvordan de 74.000 mennesker danner et – eller flere – parallelsamfund. I skandinavisk sprogbrug bruges begrebet samfund almindeligvis om mennesker, der indgår i mere eller mindre organiserede fællesskaber, der bygger på en vis udstrækning af sociale relationer. Dvs., at for at udgøre et samfund, må man som udgangspunkt, og som minimum, tale om en gruppe mennesker, der har noget med hinanden at gøre. Udvider man denne minimumsdefinition af samfund til at sige, at personerne i dette særlige fællesskab også har (stærke) sociale bånd til hinanden og deler en række normer og værdier, så viser studier af fællesskabsfølelsen i socialt udsatte boligområder, at grundlaget for at danne den slags samfund faktisk er begrænsede. Når man skal opbygge sociale bånd og fællesskaber, fx der hvor man bor, så er en af de væsentligste faktorer kontinuitet, dvs. at folk bliver boende længe nok til at kunne danne disse relationer. En sådan kontinuitet er dog fraværende i mange socialt udsatte boligområder med en høj andel af beboere med anden etnisk herkomst. Mange af disse boligområder er netop kendetegnet ved høje til- og fraflytningsrater. Dvs. at mange flytter ind og mange flytter ud. Hvis vi antager, at et (stærkt) lokalt fællesskab i en såkaldt ghetto er en af forudsætninger for at der dannes et parallelsamfund, så mangler regeringens analyse at gøre rede for, hvordan de 28.000 familier – der har vidt forskellige etniske, kulturelle og nationale baggrunde, og som bor spredt i hele landet – dels indgår i et samfund, eller blot et løsere fællesskab, med hinanden, og dels hvorledes og i hvor stor udstrækning disse fællesskaber ligger parallelt med – eller isoleret fra – majoritetssamfundet. Analysen viser netop, at familiernes isolation er ret begrænset.

For det tredje er der det forhold i Økonomi og Indenrigsministeriets definition, at parallelsamfund ikke ønsker, at blive en del af det danske samfund. Når man på denne måde knytter etniske minoriteters (påståede) fællesskab sammen med integration, skabes der et billede af minoriteten som selv-segregerende. Det vil sige, at det er minoriteten selv, der afskærer sig fra majoriteten, og ikke ønsker, eller bedste fald evner, at tage del i samfundet. Når parallelsamfundet italesættes på den her måde, er det altså minoriteten selv – uagtet at man ikke har spurgt ham/hende – der bliver holdt ansvarlig for den manglende integration. På den måde bliver den boligmæssige segregering, ghettoer og parallelsamfund, begrundet i etniske og kulturelle forskelle, fremfor fx i strukturelle forhold, som majoriteten også bærer et ansvar for.

Det er et centralt forskningsmæssigt spørgsmål, hvorvidt indvandrernes boligmønstre påvirker deres integration negativt. Det er ganske svært at måle, og der mangler stadig mere forskning i det. Men indtil videre har forskning vist, at mange af de tiltag, der udføres i de socialt udsatte boligområder i Danmark, faktisk løfter beboerne socialt og økonomisk. Det er ofte dårligt integrerede indvandrere, der flytter ind i de socialt udsatte boligområder, når man måler på tilknytning til arbejdsmarkedet, uddannelse og sprog, og de velintegrerede, der flytter ud, når man måler på samme parametre. Det vil sige, at man i høj grad fraflytter det socialt udsatte boligområde, når man får midlerne til det. De høje til- og fraflytningsrater, som jeg nævnte tidligere, indikerer derfor, at mange boligområder ikke er steder, hvor folk er parkerede på livslange ydelser, men rent faktisk kan være dynamiske områder, hvor beboerne gennemgår en positiv udvikling. Det er altså ikke nødvendigvis boligområdet, der får et socialt og økonomisk løft, men beboerne får det ofte. Når man lovgiver på området, er det derfor vigtigt at huske på, hvem eller hvad ens lovgivning skal gavne: beboerne eller boligområdet, eller måske helst begge dele. Når politiske debatter ensidigt fokuserer på, hvor dårligt et givent boligområde er, og at beboerne ikke ønsker at tage del i samfundet, får man altså ikke hele billedet.

Efter end læsning af Økonomi og Indenrigsministeriets analyse af parallelsamfund, sidder jeg tilbage med flere spørgsmål end svar. For det første, hvordan de isolerede familier og individer indgår i fællesskaber med hinanden, og dermed på hvilken måde de udgør et parallelsamfund. For det andet, hvordan analysen kan sige noget om disse familiers holdninger til det danske fællesskab eller ønske om at indgå i det, når de ikke har spurgt dem. For det tredje, hvordan isolation i sig selv medfører, at man vender sig mod det danske majoritetssamfund. Hvis man med parallelsamfund i virkeligheden er bange for, at ikke-vestlige minoriteter skal udvikle modsamfund, hvis det man er bekymret for, ikke er isolationen i sig selv, men ekstremisme og radikalisering, så viser forskning, at radikalisering netop ikke foregår i et socialt vakuum. Tendensen til at forskanse sig og vende majoritetssamfundet ryggen foregår derimod i et samspil med det omgivende majoritetssamfund, eller som en reaktion mod det. Derfor er det måske ikke så meget, eller udelukkende, isolationen man skal fokusere på, som relationen mellem minoritet og majoritet.

Valg af ord og begreber i (politiske) debatter er ikke tilfældige, og heller ikke ligegyldige. De ord og begreber vi bruger, har betydning for den måde vi analyserer problemer på, og dermed på den måde, som vi vælger at løse disse problemer på. Økonomi og Indenrigsministeriets analyse og definition af parallelsamfund danner grundlag for den ghettoplan, som regeringen udsendte måneden efter, Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030. Denne ghettoplan er ét bud på, hvordan den boligmæssige segregering kan løses, med vægt på etniske og kulturelle forskelle og minoritetens eget ansvar for isolationen og dermed integrationen. En anden definition kunne give andre bud på at løse udfordringerne, fx med vægt på sociale, økonomiske og strukturelle forskelle, hvor minoritet og majoritet begge tager ansvar for integrationen. Pointen er, at termer som ghetto og parallelsamfund ikke er neutrale termer, der henviser til en objektiv virkelighed derude, men i høj grad er politiske termer, der bruges til at forme et bestemt billede af virkeligheden. Derfor betyder det også noget, når politikere fra hele det politiske spektrum, sociale aktører, meningsdannere og moderatorer ved en stor begivenhed som Folkemødet ikke spørger sig selv: hvad er et parallelsamfund, og hvorfor definerer nogen det på lige nøjagtigt den her måde?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *